Albert Porter – Borgerrettighedsforkæmper og bahá’í

Af Lise Quistgaard Raben

I tresserne var mange mennesker meget interesseret i borgerretsbevægelsen i USA. Hver dag kun-ne vi læse i aviserne eller se på TV om den ikke-voldelige kamp for lige rettigheder for den afro-amerikanske befolkning i Amerika. Vi hørte Martin Luther Kings berømte tale i Washington: ”I have a dream”. Denne tale berørte os meget. Han sagde bl .a. ”Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønner af tidligere slaveejere på Georgias røde bakkedrag blive i stand til at sætte sig sammen på broderskabets bænk. Jeg har en drøm om at selv staten Mississippi, en stat, der brænder i uretfærdighedens voldsomme hede, vil forvandles til en oase med frihed og retfærdighed. Jeg en drøm om at mine fire børn vil leve i en nation, hvor de ikke bliver bedømt ud fra deres hudfarve men ud fra deres karakter. Martin Luther King arbejdede efter Ghandis ik-ke-voldsprincip. Amerikas sorte borgere skulle kæmpe for deres rettigheder ved demonstrationer, marcher, sit-ins, ved at gå ind på spisesteder f. eks. som kun var for hvide, sætte sig på de sæder i bussen, som var forbeholdt hvide osv. osv. De hvide slog tilbage med vold. Mange borgerret-tighedsforkæmpere blev myrdet i den periode, blandt andre Martin Luther King og Medgar Evers, deres huse blev brændt ned, deres familier truet. Det var voldsomme år.

Al Porter

Al Porter var en brobygger. Han hadede ikke sine hvide medborgere for det, som de gjorde mod hans sorte medborgere, han forsøgte hele tiden at forklare, hvorfor han var gået ind i denne kamp. Al Porter ønskede, at alle skulle forstå, hvorfor de sorte amerikanere ønskede samme ret-tigheder som de hvide. Det var farligt for borgerretsforkæmperne at gå ud om aftenen, når det ar mørkt, de blev ofte truet på livet og mange af dem blev dræbt af de hvide sydstatsborgere. Men han sneg sig ofte ud om aftenen sammen med sin ven, universitetsprofessor Alan Ward for at be-søge hustruerne til nogle universitetsprofessorer i byen Jackson, hvor de boede, og hvor Ward un-derviste på det sorte universitet Lane College. En af kvinderne spurgte nervøst: ”Hvorfor gør I dette for at ødelægge vores by?” Og Porter svarede stille: ”For vores børn”. I det øjeblik skete der et mirakel. Kvinden sagde: ”Elsker I jeres børn, som vi elsker vores?” Kontakt var skabt. Ward er hvid og var efter at have fået sin doktorgrad i Ohio, flyttet til Syden, han ønskede at få en undervisningsstilling på et universitet for sorte der og håbede på at blive involveret i borgerretsbevægel-sen. Så snart han var ankommet havde han spurgt om, hvem som kunne hjælpe ham med at være med til sit-ins, marcher og protester. Kollegerne pegede øjeblikkeligt på Albert Porter, som arbej-dede som universitetets forretningsfører. ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?” spurgte Ward Porter. ”Der vil være noget hurtigere, end du forestiller dig.” svarede Porter.

De to mænd mødte også Medgar Evers, Mississippis mest prominente borgerretsforkæmper. Han kæmpede mod racemæssig uretfærdighed, f. eks. hvordan det juridiske system håndterede forbrydelser begået mod afro-amerikanere. Under samtalen med Porter og Ward sagde Evers: ”Vi ved, at jeg vil blive dræbt. De vil slå mig ihjel.” Samme år blev Evers dræbt af en kugle i ryggen uden for sit hus.

Den aften indgik Ward og Porter en pagt. Ingen af dem havde søskende, og de besluttede at de skulle være brødre, ” vores børn blev fætre og kusiner”, har Ward fortalt. De hjalp hinanden på mange måder, og de to familier blev naboer, børnene voksede op sammen. Deres mangeårige ven-skab stammede fra borgerrettighedsbevægelsen.

De to mænd foretog mange rejser sammen. De registrerede sorte vælgere og underviste landmænd i at læse og skrive. Og de blev truet på livet, deres familier blev truet. En aften i Georgia blev de forfulgt af en bil, som gang på gang forsøgte at skubbe dem af vejen ved at køre sin bil ind i deres. På en march kom en mand løbende efter Porter og satte en pistol for panden af ham. ”Skrub af. Jeg slår dig ihjel.” Porter gik roligt videre og sagde: ”Du gør, hvad du må gøre, og jeg gør, hvad jeg må gøre.” Manden stirrede på ham, og løb sin vej uden at gøre alvor af sin trussel. Porter mente, at grunden til at der ikke skete noget, var at han ikke viste nogen form for frygt. Og han var heller ikke bange, sagde han.

Al Porter var bahá’í og medlem af Det Lokale Bahá’í Råd for Little Rock i 30 år. Derudover var han medlem af utallige bestyrelser i organisationer som gjorde noget for børn og unge, som hjalp hjemløse, ældresagen i Arkansas, og han arbejdede som frivillig i mange år for ”Meals on Wheels” i Little Rock.

Jeg mødte Alan Ward til Al Porters begravelse i Little Rock for et år siden. Det var en stor ære mig at møde Alan Ward og høre Al Porters historie fortalt af hans bedste ven og kollega under borgerretskampen i USA. Jeg føler mig så heldig over at have mødt en af de stærke personligheder og hørt om en anden, der havde mod til og udsatte sig for mordtrusler og vold for at bekæmpe et ondt og uretfærdigt system – og de sejrede.

Martyriet

Kasernegården
En Skæbnesvanger Dag

af
Lise Quistgaard Raben

            Hvert år den 9. juli mindes bahá’íerne Bábs martyrium, som skete under meget dramatiske omstændigheder, og vi mindes historien om, hvorledes han efter årelangt ophold i Mahku og Chihriq blev ført til Tabriz i Adherbayjan i det nordvestlige hjørne af Iran, hvor han fik en noget besynderlig rettergang og senere blev henrettet. Under rettergangen i Tabriz udtaler han med stort mod: ”Jeg er, jeg er, jeg er Den Lovede! Jeg er Den, hvis navn I har påkaldt, ved hvis navn I har rejst jer, hvis komme I har længtes efter at bevidne, og hvis åbenbarings time I har bedt Gud om at fremskynde.”

            Báb var, selvom han også var en selvstændig budbringer fra Gud, Bahá’u’lláhs forløber. Han omtalte hele tiden Den som Gud ville åbenbare, samtidig med at han skabte en åndelig revolution og gav et budskab om, at han selv var Qa’imen, den længe ventede genkomst af Den Tolvte Imam. Og Han fik tusindvis af tilhængere. Vi ved imidlertid ikke så meget om, den omtale han fik i Europa. De vestlige diplomater rapporterede til deres regeringer om tilstanden i landet, og også europæiske aviser omtalte især forfølgelserne, som fyldte meget. Den første omtale af Báb og hans budskab var i november 1845 i London avisen The Times, og der var adskillige fremstående personer, der beskæftigede sig med iranske forhold på den tid, som også omfattede begivenhederne omkring Báb og hans mission.

En af de vigtigste iagttagere af den periode i Persien er Comte Arthur de Gobineau, en fransk diplomat, der var udstationeret i Persien. Han skrev bogen: Religioner og Filosofier i Centralasien, og mere end halvdelen af den bog handler om bábísmen. Hans bog var årsag til, at flere orientalister fik interesse for at studere Bábs lære. I øjenvidneberetningen Dawnbreakers, om bábí-bevægelsens første ni år, er der enormt mange fodnoter med citater fra Gobineaus bog.

En anden var A.-L. M.Nicolas, som også var fransk diplomat i Persien på den tid. Nicolas var meget begejstret for Báb og hans lære. Han oversatte et af Bábs hovedværker, Den Persiske Bayan til persisk og skrev et omfattende værk om Báb og hans lære: ’’Siyyid ’Alí- Muhammad dit le Báb”. Han blev skuffet over bahá’íerne, fordi han opfattede, at man helt glemte Báb, da Bahá’u’lláh stod frem som Den som Gud vil åbenbare. Der blevsørget for at han fik et eksemplar af Dawnbreakers og The Dispensation of Bahá’u’lláh tilsendt,og Nicolas blev meget lykkelig, da han så, at The Dispensation of Bahá’u’lláh beskriver Báb som en uafhængig budbringer fra Gud.

En tredje person, som undersøgte og beskrev Bábs lære var den engelske orientalist, Professor Edward Granville Browne. Browne skrev mange bøger om bábísmen. Edward Browne var oprindeligt læge, men gennem sin interesse for Orienten, især Iran, blev han en højt estimeret orientalist. På grund af sin særlige interesse for Persien tog han undervisning i persisk og blev meget dygtig. Det var nærmest en tilfældighed, at han hørte om bábí-bevægelsen i slutningen af 1880’erne. Han fandt Gobineaus bog, Religioner og Filosofier i Centralasien i Cambridge Universitets Bibliotek, fordi han ønskede at vide mere om sufismen, og håbede at finde oplysninger deri. Der var imidlertid meget lidt om sufismen, men en hel del om bábísmen, som han ikke havde hørt særligt meget om. Læsningen om Báb og hans lære havde stor indvirkning på ham, og han besluttede at rejse til Persien, hanønskede især at besøge Shiráz – Bábs fødeby. Han rejste til Iran i 1887 og tilbragte et år i landet. Han skrev en bog A Year Amongst the Persians, som blev udgivet i 1893. ”I denne dejlige bog”, skriver H.M. Balyuzi, ”som utvivlsomt har en ærefuld plads blandt verdensklassikkerne, har Browne viet side efter side til de mennesker, som han kalder ’bábíerne’, skønt de på den tid i 1888 for længe siden har antaget betegnelsen ’bahá’í’. Edward Browne møder Bahá’u’lláh i 1892 i det daværende Palestina. I ”Bahá’u’lláh og den Nye Tid” kan man læse hans beskrivelse af mødet, som gjorde et stort indtryk på ham. I sin konstante søgen efter frisk materiale begyndte han at korrespondere med Bahá’u’lláhs halvbror Mírzá Yahyá, som da boede på Cypern. Mírzá Yahyá gjorde oprør mod Bahá’u’lláh, idet han ikke ville acceptere Bahá’u’lláhs stade som Den som Gud vil åbenbare. Browne besøgte ham på Cypern og af uvisse grunde, var han overbevist om, at det var Mírzá Yahyá, der havde autoriteten i bahá’í religionen og ikke Bahá’u’lláh. På trods af, at han tidligere havde været overbevist om det modsatte. Hasan Baluyzi skriver i bogen ”Edward Granville Browne and the Bahá’í Faith, at ingen vestlig forsker nogensinde har kunnet sammenlignes med Edward Granville Browne i at ”søge og bevare historien om en tros opståen og udvikling, en tro der var bestemt til, som han forudså i begyndelsen af sin fremragende karriere, at få en betydning, der kan sammenlignes med andre af de store religioner i verden.”

Andre prominente personer, der skrev om bábísmen var den engelske gesandt Justin Sheil og hans kone Lady Sheil. Justin Sheil rapporterede til sin regering i England og Lady Sheil skrev en bog Glimpses of Life and Manners in Persia, hvori hun beskriver omstændighederne omkring Bábs liv; Justin Sheil skriver en særskilt beretning om Báb.

Hvordan opfatter vesterlændingene Bábs lære? Man sammenligner den først og fremmest med socialisme og kommunisme. En mand ved navn Polak skrev en bog om Persien, hvori han også omtaler bábíerne som socialister, han skriver, at Báb har skrevet en bog, hvori han afviser Koranen og introducerer ejendomskommunisme og kvindernes fuldstændige frigørelse. I beretningerne lægges der vægt på, at velgørenhed er meget vigtig, at bábíerne skulle dele al deres ejendom, at der i bábísmen ikke findes ægteskab, mænd og kvinder lever sammen som de vil. Man må gerne stjæle andre menneskers ejendom. Ingen himmel og intet helvede, man må gerne omvende folk, men ikke bruge vold. Der var selvfølgelig mange fejl og misforståelser, som muligvis er inspireret af myndighedernes ønske om at fremstille Báb og hans tilhængere som umoralske og kriminelle.

Báb optræder også i vestlig litteratur. Hans dramatiske livshistorie gav stof til romaner, essays mm. Flere russiske forfattere, f. eks. Turgenev og Tolstoy skrev om Báb. Forfatteren Izabelle Grinevskaya udgav et dramatisk digt på fem akter i St. Petersburg, som blev opført på et af de førende teatre i byen.

Man kan dele Bábs historie op i tre afgørende begivenheder. Den første var hans erklæring overfor Mulla Husayn, der var den første, der fandt frem til ham i Shiraz. Han erklærede, at han var den, Mulla Husayn søgte efter. Betydningen af denne hændelse var enorm, fordi det der skete, var begyndelsen på en ny åbenbaring fra Gud og en opfyldelse af utallige profetier i både islam og kristendommen. Atten mennesker fandt frem til Báb i Shiráz i løbet af kort tid. Den første var Mulla Husayn, den sidste var Quddus, som var ganske ung ligesom Báb selv. Blandt dem var en kvinde, Qurratu’ul-Ayn eller Tahireh. Disse tre disciple blev meget fremstående og kunne kaldes ledere af bábíerne, indtil de alle tre ofrede deres liv for denne nye religion. Da alle disciplene havde fundet frem til Báb, sendte han dem ud i landet for at forkynde den nye tro. Han skrev en epistel til dem, hvori opmuntrer han dem til at drage afsted og forkynde denne nye religion: ”Jeres tro skal være urokkelig som en klippe, og I skal klare jer igennem ethvert uvejr og overleve enhver ulykke . . . Æns ikke jeres svaghed og skrøbelighed. Ret jeres blik mod Ham jeres Gud. . . Rejs jer i Hans navn, sæt fuldstændig jeres lid til Ham og vær forvisset om endelig sejr.”

            På meget kort tid fik han tusinder af tilhængere. Det formodes, at antallet af bábíer, da udbredelsen var på sit højeste, var omkring 100.000, ca. 2,5 % af befolkningen. De fleste konvertitter var mænd, kvinderne blev bábíer gennem deres mænd. Ulamaerne (doktorer i religion) var dominerende, hvilket står i kontrast til de første tilhængere af Jesus, som var fattige fiskere. Derudover var der mange fra basaren, der tilsluttede sig Báb, butiksejere, håndværkere, købmænd o.l. Der kan være mange årsager til den store tilslutning. Det er sandsynligt at det, at der fremsættes forventninger om messianisme, dvs. at der forventes en forvandling af verden, appellerede til mange mennesker. Der var også en stor forventning på den tid om en ny åbenbaring fra Gud. Man ventede Qa’imen og genkomsten af Den Tolvte Imam. De fleste tilhørte den shiitiske gren af islam og var tilhængere af shaykhismen, en filosofi eller en gren af shiismen som netop ventede Qa’ímen og Den Tolvte Imáms genkomst. Shaykhierne, som de kaldtes, var overbeviste om, at tiden var inde. Shaykhismen blev grundlagt af Shaykh Ahmad-i-Ahsaí. Alle Bábs 18 disciple, var blevet undervist af Shaykh-Ahmad og hans efterfølger Siyyid Kazim.

Bevægelsen voksede og voksede, og i sommeren 1848 indkaldte nogle af de ledende bábíer til et møde i Badasht. Der er dog ingen tvivl om, at bag scenen, var det Bahá’u’lláh, der dirigerede mødet efter aftale med Báb, som sad fængslet i det vestlige Iran, i Adherbayjan. Konferencen i Badasht var den anden afgørende begivenhed. Dette møde skulle vise sig at blive epokegørende for forståelsen af Bábs stade og forordninger. Det var på dette møde, at bábíerne brød med islamisk lov, og Det vakte vild opsigt i forsamlingen. Det var klart, at man ikke helt vidste, hvad Bábs åbenbaring indebar, at der virkelig var tale om en helt ny åbenbaring, hvor de gamle religiøse love ophævedes, og nye blev sat i deres sted. Flere af de tilstedeværende afsagde sig deres tro og forlod mødet. Digterinden, Tahirehs tilstedeværelse udløste stor opstandelse, da hun viste sig utilsløret for forsamlingen, der ellers kun bestod af mænd. Sammen med Mulla Husayn og Quddus var hun en af de mest fremstående bábíer. Det var uhørt i Persien på den tid, at en kvinde kunne være så fremtrædende. Hun var højt begavet, sin fars yndling, han kaldte hende Min Øjesten og ønskede, at hun havde været en dreng. Hun rejste meget rundt i Persien for at forkynde Bábs budskab især til kvinder. Det, at hun viste sig utilsløret for alle disse mænd, var et voldsomt brud på traditionen, og et klart udtryk for, at dette var en ny tid. Kvindernes stilling i shi’ih-islam var så lav, at kvinder var reduceret til dyrets stade, kun egnede til reproduktion, skriver A.L.M. Nicolas i ’’Siyyid ’Alí- Muhammad dit le Báb”. Tahirihs liv og digtning blev kendt helt til Europa, og hun bliver ofte kaldt den første suffragette.

Den tredje store begivenhed var Bábs henrettelse i Tabriz 1850. De sidste år af sit liv var Báb i fængsel først i Mahku og derefter i Chiriq. Begge i det vestlige Iran, hvor det var den sunnitiske gren af islam, der dominerede. Myndighederne håbede, at Báb ville blive glemt i dette isolerede bjergområde, og at han ville blive udsat for sunniernes fjendskab. Det var jo almindeligt kendt, at bábísmen var udsprunget af shi’ismen.

Det treårige fængselsophold i Adherbayjan var overordentligt strengt og står i stærk kontrast til den fredfyldte tid, Báb tilbragte i Isfahan hos guvernøren Manucher Khan. Shoghi Effendi (1897-1957) beskriver opholdet i Adherbayjan som det sørgeligste og mest dramatiske i hans liv. På trods af den strenge indespærring var det i denne periode, at Báb åbenbarede de fleste af sine bøger. Det var her Den Persiske Bayán blev til, hvori han fremsætter en af sine vigtigste udtalelser: ”Vel er det med den, der fæster sit blik på Bahá’u’lláhs Orden, og takker sin Herre. For han vil helt sikkert blive åbenbaret. . .”

Befolkningen var som sagt fjendtligt indstillet over for ham, men efterhånden ændredes følelserne over for den unge mand. Man kom til at beundre ham for hans blide væsen, hans beskedenhed og folk blev betaget af hans vise råd. Hver morgen inden de gik til deres arbejde, søgte de til fængslet for at se et glimt af hans ansigt, og de bad ham om at velsigne deres daglige arbejde.

Da myndighederne så, at han blev så afholdt, blev han sendt længere væk – til Chihriq – og det samme skete i Chihriq. Alle, også hans fangevogtere, begejstredes for Báb. Til sidst fandt myndighederne det nødvendigt at gøre noget ved situationen. Han blev ført til Tabriz til et meget dramatisk forhør. Og han blev idømt dødsstraf. Shoghi Effendi skriver i God Passes By: ”Et liv, der hastigt var ved at ebbe ud, et liv, der var så fyldt med et tragisk embedes bekymringer, skuffelser og svigt, bevægede sig mod sit klimaks. Den uroligste periode i den nye religiøse ordens heroiske tidsalder var hurtigt ved at nå sin kulmination.

            Hændelserne omkring hans henrettelse var meget dramatiske. Da han blev ført ud i kasernegården i Tabriz for at blive skudt sagde han: ”Ingen jordisk magt kan gøre mig tavs, førend jeg har sagt alt, hvad jeg vil sige” Da henrettelsespeletonens kugler blev affyret havde de kun ramt rebene, som Báb var blevet ophængt i, og da krudtrøgen havde løftet sig, var Báb forsvundet. Kaptajnens forbløffelse var stor, og hans mænd nægtede at stille op til endnu et forsøg på henrettelse, så et nyt regiment blev beordret til at foretage den, og denne gang blev den eksekveret af et andet kompagni soldater.

Denne ejendommelige hændelse, som meget vel kan kaldes et mirakel, blev overværet af mange vesterlændinge. Rundt omkring i Europas hovedstæder findes der indberetninger om henrettelsen og dens bemærkelsesværdige omstændigheder. Den engelske gesandt Justin Sheil skrev hjem til regeringen: ”Grundlæggeren af denne sekt er blevet henrettet i Tabriz – han blev dræbt af en skudsalve, og hans død var lige ved at give hans religion en glans, som kunne have forøget skaren af hans proselytter anseligt. Da røgen og støvet fra skudsalven var drevet væk, kunne man ikke se Báb nogen steder, og folk råbte, at han var steget til himmels – de bånd han var ophængt i var blevet sønderskudt af kuglerne, men efter nogen søgen blev han trukket frem fra sin celle og skudt.”

            Således endte et meget kort og dramatisk liv. Der findes så mange beretninger om hans liv, og der bliver ofte draget sammenligninger mellem Jesus og Báb. De var begge meget unge, da de åbenbarede deres mission, de blev begge tortureret og henrettet efter en grusom proces, deres korte liv var fyldt med dramatiske hændelser, og der fortælles utallige historier om dem. I Biblen finder vi historier og lignelser om Jesu liv og gerning, alt genfortalt igen og igen, indtil det blev skrevet ned. Der er også mange historier om Báb nedskrevet af øjenvidner. På den måde er det heldigt, at man med sikkerhed kender sandheden om Bábs historie. De berømte orientalister Gobineau, Nicolas og Browne – ikke at forglemme –, har alle meget omhyggeligt nedskrevet Bábs historie, og også udenlandske gesandter har bidraget til, at man kan læse om de dramatiske begivenheder i hans liv og gerning, som på denne måde er dokumenteret.

Kilder:
Hasan Balyuzi: Edward Granville Browne and the Bahá’í Faith
Shoghi Effendi: God Passes By
In Iran: Studies in Báb´and Bahá’í History, edited by Peter Smith
A.L.M. Nicolas: Siyyid ‘Alí Muhammad dit le Báb
Comte de Gobineau: Les Religions et les Philosofhies dans l’Asie Central

 

 

 

 

Klimaforandringerne

Vi læser dagligt i aviserne om vores stakkels klode, der tynges af klimaforandringer og et stadigt dårligere miljø. Det er svært for politikerne at finde løsninger, der kan accepteres af alle. Der er så mange hensyn at tage: de menneskelige, politiske og økonomiske er nok de sværeste at opnå konsensus om.

klima2

I 2008 skrev Bahá’í International Community en udtalelse til FNs klimakonference i Poznen, Polen. Bahá’í-samfundet mener, at når vi står over for de ødelæggende virkninger af klimaforandringerne, der forstærkes af de store forskelle i rigdom og fattigdom, bliver det nødvendigt at finde nye tilgange baseret på retfærdighed og lighed. De store etiske spørgsmål i klimaforandringerne betyder, at der må stilles nogle spørgsmål som: Hvem har ansvaret for følgerne af klimaforandringerne? Hvem skal betale for ødelæggelserne? Hvordan får vi en fair repræsentation i beslutningsprocessen? Og hvis staterne har ansvar for at reducere forureningen, hvordan kan denne opgave så overdrages til de forskellige enheder i regeringer, til organisationer, individer og andre? Udfordringen er ikke bare teknisk men også moralsk, der er brug for en forvandling af tankesæt og adfærd, således at vores økonomiske og sociale strukturer kan udvides til fordel for hele mnneskehedens udvikling.

Vi må se på klimaudfordringen gennem nye briller – der opfatter menneskeheden som et forenet hele. Vi skal omdanne uretfærdige adfærdsmønstre, så de reflekterer de relationer, der binder os sammen som én menneskeslægt. En reaktion på klimaforandringen vil kræve dybtgående forandringer på alle niveauer: hos individet, i samfundet og i alle verdens stater.

Når vi skal løse klimaproblemerne, må vi opdyrke værdier, holdninger og færdigheder. Først og fremmest må vi se på børnene og de unge. Dette er måske det allervigtigste, da det er dem, der i fremtiden vil udøve lederskab og adressere klimaforandringernes dramatiske og komplekse udfordringer. I praksis betyder det, at piger og drenge skal have den samme studieplan, hvor pigerne skal prioriteres, da de bliver næste generations opdragere.

På samfundsniveau bør såvel ligestilling for kønnene som dialogen mellem videnskab og religion fremmes. En af de største sociale udfordringer i verden er marginaliseringen af piger og kvinder – et forhold der understreges af virkningerne af klimaforandringerne. Mange steder er det kvinderne, der sørger for mad, vand og energi til opvarmning. Når mangel på resurser opstår på grund af klimaforandringerne, bliver kvindernes byrder tungere, og de får mindre tid til at tjene til livets udkomme. Vi må ikke glemme, at kvindernes særlige viden er det største uudnyttede potentiale i den globale indsats for at løse i klimaproblemerne. De bør medtages i beslutningsprocesserne.

Klima1

Da religiøse samfund og deres ledere har en enorm evne til at mobilisere offentligheden, spiller de en stor rolle i klimaforaet. Dette må lede til en seriøs diskurs mellem videnskab og religion. Begge er nødvendige til at mobilisere og dirigere menneskers energi hen imod en løsning af de forhåndenværende problemer. I en tid der længes efter retfærdighed og lighed må de religiøse doktriner undersøges nærmere. De der opmuntrer til social udstødelse, passivitet eller ulighed mellem kønnene vil ikke lykkes med at engagere verdens mennesker, mens der vil blive et stort behov for egenskaber som retfærdighedsfølelse, medfølelse, pålidelighed, ydmyghed og gavmildhed – en fællesnævner for al religiøs tradition – til at forme mønstre for et progressivt samfundsliv.

Menneskeheden har alt for længe kæmpet med det synspunkt, at herredømme, dominans og konkurrence regerer verden. Vi bliver nødt til at få en anden opfattelse af herredømme som en absolut rettighed til ansvar; det vil give et signal om, at man ved at bevæge sig imod en større grad af global solidaritet. Det er klart at løsningen på klimaproblemerne ligge uden for den enkelte stats kapacitet og resurser og kræver fuldt samarbejde mellem alle stater, hver af dem i henhold til deres muligheder. Verdens regeringer må nu komme frem til en aftale om løsningen af problemet, og det må være en aftale, der imødekommer de mennesker i samfundet, der er mest sårbare over for virkningerne af klimaforandringerne. De bedre økonomisk stillede stater må udvise lederskab i overensstemmelse med deres historiske ansvar og økonomiske kapacitet og forpligte sig til en betydelig reduktion i deres udledning. Udviklingslandene må på en måde, der er i overensstemmelse med deres kapacitet og stræben efter udvikling, bidrage gennem en bestræbelse på forandring til renere metoder i deres udviklingsarbejde.

Kilde: Bahá’í International Community’s udtalelse til FNs klimakonference i Polen, 2008

Den brasilianske præsidents invitation

Som svar på en invitation fra Brasiliens præsident Dilma Rousseff har Det Universelle Retfærdighedens Hus sendt et budskab til landets folk og alle andre i anledning af Det 20. Verdensmesterskab i Fodbold¸ som startede i går.

Præsident Rousseff har skrevet til Det Universelle Retfærdighedens Hus og inviteret det til at komme med en udtalelse for at fremme verdensfred og harmoni blandt verdens mennesker. Hun gav også udtryk for at hun var overbevist om, at budskabet ville bidrage til at fremme almene menneskelige værdier. Andre religionsledere er også blevet anmodet om at sende budskaber. Præsidentens brev henviste til den brasilianske regerings ønske om at bruge lejligheden ved Verdensmesterskaberne til at fremme fredssagen og bekæmpe alle former for racediskrimination.

Budskabet fra Det Universelle Retfærdighedens Hus dateret 6. juni 2014 findes her oversat til dansk.

Kilde: Bahá’í World News Service. Den originale artikel (på engelsk)..

Opfordring til religiøs tolerance og sameksistens

OPFORDRINGEN TIL RELIGIØS TOLERANCE OG SAMEKSISTENS MED BAHÁ’ÍERNE GIVER EKKO HOS MUSLIMSKE LEDERE FLERE STEDER I VERDEN

Flere muslimske ledere har udtalt støtte til den ældre iranske gejstlige, der i sidste måned gav udtryk for at Iran burde have religiøs tolerance og sørge for sameksistens med andre religioner i Iran, herunder bahá’í-religionen. Formanden for Universal Interfaith Peace Mission i Pakistan, Allama Abulfateh G. R. Chrishti, har udtalt at bahá’íerne I Iran bliver forfulgt, fordi religion nu om stunder er blevet fejlfortolket af de religio-politiske, og udnyttet til deres egne interesser. Ayatollah Tehranis stemme bør høres, da han risikerer livet ved at rejse spørgmålet sikkerhed for en religiøs mnoritet i Iran.

Grundlæggeren af British Muslim Forum har udtalt, at han håber, at Tehranis iniativ vil resulterer i at bibringe en bedre forståelse mellem muslimer og bahá’íer i Iran og andre steder. British Muslim Forum lykønsker ayatollahen for hans modige og værdige handling og håber inderligt, at det vil åbne døren for en konstruktive inter-religiøse relationer mellem de to religiøse samfund i Iran.

I Bahrain er lignende støtte kommet fra en prominent muslimsk journalist Es’haq Al-Skeik, som skriver at Tehranis gave ti bahá’íernevar en handling, der reflekterer en større forståelse af Den Hellige Korans opfordring til religiøs sameksistens. Al-Sheik skriver, at mennesker har frihed til at beslutte, hvilken religion de ønsker at tilhøre – alle religioner, uden undtagelse har teologisk samme rang i en artikel med overskriften: ”Tillad Bahá’í religionen blandt os.”

En højtstående gejstlig, Hojatoleslam Mohammad Taghi Fazel Meybodi, erklærede uden at omtale ayatolleh Tehran, at de fortolkninger ad islam, der påstår, at bahá’íerne er urene ikke er korrekt – og at bahá’í érne derfor skal nyde lige rettigheder med andre i landet. I overensstemmelse med de borgerlige rettigheder som alle borgere i et and har, bør muslimer, bahá’íer, zoroastrier og alle andre mennesker som har en eller anden religion, nyde samme rettigheder, som alle andre borgere i landet. Der bør ikke gøres forskel på en bahá’í, en jøde og andre religiøse minoriteter i retten til f. eks til skolegang og uddannelse, retten til at tjene til livets ophold, retten til selv at vælge, hvor man vil bo osv.

Læs mere på engelsk på Bahá’í World News Service

Ayatollah Tehranis gave giver anledning til samtaler om religiøs samhørighed

Den gave, som en ældre iransk gejstlig har givet til bahá’í verdenssamfundet, har fået en global samtale i gang om religiøs samhørighed. Der er kommet mange udtalelser fra prominente personer i Storbritannien, USA, Spanien, Indien og mange andre lande. Ærkebiskoppen for den katolske kirke i Storbritannien har således udtalt: ”I interreligiøse relationer er det vigtigt at tilhængerne af forskellige religioner kommer til at forstå hinanden bedre og med større sympati. Denne udvikling i den iranske kontekst er derfor særlig væsentlig og velkommen.”

Illumineret kaligrafi af Ayatollah Abol-Hamid Tehrani med ord af Baha'u'llah.
Illumineret kaligrafi af Ayatollah Abol-Hamid Tehrani med ord af Baha’u’llah.

Den koptiske kirkes biskop i Storbritannien har også udsendt en udtalelse, hvori han bl. a. roser Ayatollah Tehrani og siger, at det at fremme tolerance og sameksistens vil ” blive mere tydeligt ikke blot i Iran men også i hele Mellemøsten og verden.”

Et medlem af det hollandske parlament, skrev på sin blog: ”Denne ayatollahs aktion er vigtig og står ikke alene. Der er et voksende antal religiøse lærde som tilsammen har en konstruktiv og principiel stemme [for religiøs sameksistens], der fortjener at blive støttet og fremmet.”

I Spanien skrev repræsentanter for den humanistske bevægelse Comunidad del Mensaje de Silo de Alcala de Henares et åbent brev til den iranske ambassade i Spanien, hvor de roste ayatollahen og opfordrede til større religiøs tolerance.

”Ayatollah Tehranis budskab”, skrev en amerikansk professor, Michael Karlberg, på the Faith Street Website, ”behøves i Iran, og denne handling er en model, der burde efterlignes af flere tænksomme og modige iranere, det er et budskab og hans handling er alment relevant. Det er et tilbud om en oplyst diskurs og en oplyst aktion, som fortjener støtte og efterligning i alle nationer, hvor fordomme og intolerance stadig findes.”

Ayatollah Tehranis gave blev offentliggjort den 7. april 2014, da han lagde et billede af et illumineret grafisk værk med flere citater fra Bahá’u’lláhs bog Kitáb-i-Aqdas. Midt i værket er følgende ord: ”Omgås tilhængerne af alle religioner i venskab og samhørighed.” Det kaligrafiske værk blev ledsaget af en tre sider lang udtalelse, som bl a. sagde: ”Jeg giver dette dyrebare symbol – et udtryk for sympati og omsorg fra mig på vegne af alle mine fordomsfrie medborgere, som respekterer andre for deres menneskelighed og ikke for deres religion eller måde at tilbede Gud på – til alle verdens bahá’íer, især til bahá’íerne i Iran, som lider på utallige måder på grund af blind religiøs intolerance.”

Der er også en voksende diskussion i den arabiske verden om virkningen og det vigtige i ayatollah Tehranis aktion.

Læs mere på Bahá’í World News Service

Bahá’ierne i København