Vi læser dagligt i aviserne om vores stakkels klode, der tynges af klimaforandringer og et stadigt dårligere miljø. Det er svært for politikerne at finde løsninger, der kan accepteres af alle. Der er så mange hensyn at tage: de menneskelige, politiske og økonomiske er nok de sværeste at opnå konsensus om.
I 2008 skrev Bahá’í International Community en udtalelse til FNs klimakonference i Poznen, Polen. Bahá’í-samfundet mener, at når vi står over for de ødelæggende virkninger af klimaforandringerne, der forstærkes af de store forskelle i rigdom og fattigdom, bliver det nødvendigt at finde nye tilgange baseret på retfærdighed og lighed. De store etiske spørgsmål i klimaforandringerne betyder, at der må stilles nogle spørgsmål som: Hvem har ansvaret for følgerne af klimaforandringerne? Hvem skal betale for ødelæggelserne? Hvordan får vi en fair repræsentation i beslutningsprocessen? Og hvis staterne har ansvar for at reducere forureningen, hvordan kan denne opgave så overdrages til de forskellige enheder i regeringer, til organisationer, individer og andre? Udfordringen er ikke bare teknisk men også moralsk, der er brug for en forvandling af tankesæt og adfærd, således at vores økonomiske og sociale strukturer kan udvides til fordel for hele mnneskehedens udvikling.
Vi må se på klimaudfordringen gennem nye briller – der opfatter menneskeheden som et forenet hele. Vi skal omdanne uretfærdige adfærdsmønstre, så de reflekterer de relationer, der binder os sammen som én menneskeslægt. En reaktion på klimaforandringen vil kræve dybtgående forandringer på alle niveauer: hos individet, i samfundet og i alle verdens stater.
Når vi skal løse klimaproblemerne, må vi opdyrke værdier, holdninger og færdigheder. Først og fremmest må vi se på børnene og de unge. Dette er måske det allervigtigste, da det er dem, der i fremtiden vil udøve lederskab og adressere klimaforandringernes dramatiske og komplekse udfordringer. I praksis betyder det, at piger og drenge skal have den samme studieplan, hvor pigerne skal prioriteres, da de bliver næste generations opdragere.
På samfundsniveau bør såvel ligestilling for kønnene som dialogen mellem videnskab og religion fremmes. En af de største sociale udfordringer i verden er marginaliseringen af piger og kvinder – et forhold der understreges af virkningerne af klimaforandringerne. Mange steder er det kvinderne, der sørger for mad, vand og energi til opvarmning. Når mangel på resurser opstår på grund af klimaforandringerne, bliver kvindernes byrder tungere, og de får mindre tid til at tjene til livets udkomme. Vi må ikke glemme, at kvindernes særlige viden er det største uudnyttede potentiale i den globale indsats for at løse i klimaproblemerne. De bør medtages i beslutningsprocesserne.
Da religiøse samfund og deres ledere har en enorm evne til at mobilisere offentligheden, spiller de en stor rolle i klimaforaet. Dette må lede til en seriøs diskurs mellem videnskab og religion. Begge er nødvendige til at mobilisere og dirigere menneskers energi hen imod en løsning af de forhåndenværende problemer. I en tid der længes efter retfærdighed og lighed må de religiøse doktriner undersøges nærmere. De der opmuntrer til social udstødelse, passivitet eller ulighed mellem kønnene vil ikke lykkes med at engagere verdens mennesker, mens der vil blive et stort behov for egenskaber som retfærdighedsfølelse, medfølelse, pålidelighed, ydmyghed og gavmildhed – en fællesnævner for al religiøs tradition – til at forme mønstre for et progressivt samfundsliv.
Menneskeheden har alt for længe kæmpet med det synspunkt, at herredømme, dominans og konkurrence regerer verden. Vi bliver nødt til at få en anden opfattelse af herredømme som en absolut rettighed til ansvar; det vil give et signal om, at man ved at bevæge sig imod en større grad af global solidaritet. Det er klart at løsningen på klimaproblemerne ligge uden for den enkelte stats kapacitet og resurser og kræver fuldt samarbejde mellem alle stater, hver af dem i henhold til deres muligheder. Verdens regeringer må nu komme frem til en aftale om løsningen af problemet, og det må være en aftale, der imødekommer de mennesker i samfundet, der er mest sårbare over for virkningerne af klimaforandringerne. De bedre økonomisk stillede stater må udvise lederskab i overensstemmelse med deres historiske ansvar og økonomiske kapacitet og forpligte sig til en betydelig reduktion i deres udledning. Udviklingslandene må på en måde, der er i overensstemmelse med deres kapacitet og stræben efter udvikling, bidrage gennem en bestræbelse på forandring til renere metoder i deres udviklingsarbejde.
Kilde: Bahá’í International Community’s udtalelse til FNs klimakonference i Polen, 2008