’ABDU’L-BAHÁS VISDOM

Vær venlige mod fremmede, uanset om de kommer fra Tyrkiet, Japan, Persien, Rusland, Kina eller noget andet land i verden. Hjælp dem til at føle sig hjemme. Find ud af hvor de bor, spørg om I kan gøre dem en tjeneste, forsøg at gøre deres liv lykkeligere.

På denne måde skal I, selv om det en gang imellem skulle vise sig, at det I fra begyndelsen frygtede, skulle være sandt, alligevel gøre jer umage for at venlige imod dem. En sådan venlighed vil hjælpe dem til at blive bedre efterhånden.

Hvorfor skal for resten alle udenlandske mennesker behandles som fremmede? . . .

Slå jer ikke til ro med kun at vise venlighed i ord, lad jeres hjerter gløde af kærlig omsorg for alle, er krydser jeres sti.

Oh I fra de vestlige nationer, vis venlighed over for de, der kommer fra Østen. Tilsidesæt det konventionelle, når I taler med dem. Den slags føles som kulde og uvenlighed af østerlændinge. I bør hellere optræde yderst venligt. Det bør ses, at I er opfyldt af universel kærlighed. Når I møder en perser eller en anden fremmed, tal da med ham som til en ven. . .

Hvad gavner det at være enige om, at universelt venskab er af det gode og at tale om menneskeslægtens solidaritet som det store ideal? Med mindre disse talemåder omsættes i handling er de uden berettigelse.

Uret i verden eksisterer stadig, fordi mennesker nøjes med at tale om deres idealer og ikke bestræber sig på at omsætte dem i praksis. Hvis handling erstattede ordene, ville verdens elendighed snart ændres til velvære. Et menneske, der er godgørende uden at tale om det, er på vej mod fuldkommenhed. . .

Min forhåbning er, at I altid vil undgå tyranni og undertrykkelse, at I uden ophold vil arbejde til retfærdighed hersker i alle lande, og at I vil holde hjerterene rene, og at I ikke låner hænder til uretfærdighed. . .