Bahá’íer i Danmark højtideligholder 100 års dag

Lørdag den 27 november 2021 højtideligholder bahá’íer i Danmark, sammen med trosfæller i hele verden, 100 års dagen for ‘Abdu’l-Bahá’s bortgang. Han var søn af Bahá’í troens grundlægger Bahá’u’lláh og han viede sit liv til tjeneste for hans lære.

‘Abdu’l-Bahá betyder Bahás tjener, og når bahá’íer over hele verden højtideligholder 100 året for Hans bortgang, så mindes de en person, der er kendt som det levende eksempel på Bahá’u’lláhs lære.

Han lagde stor vægt på tjeneste og på at gøre en forskel, først og fremmest i sit lokale miljø, men også for menneskeheden som helhed. Han var altid meget opmærksom på at hjælpe andre, der var fattige, syge, underprivilegerede eller havde behov for hjælp. Selv under sit fangenskab i Akka, gav Han ofte sin seng eller jakke væk til andre som ikke havde en.

Senere da Hans fangenskab sluttede fik ‘Abdu’l-Bahá mulighed for at rejse, og mellem 1910 og 1913 besøgte Han adskillige lande og steder i Europa og USA. Under Hans rejser var ‘Abdu’l-Bahá’s
budskab meddelelsen om, at den længe lovede tidsalder for forening af menneskeheden var kommet. Han talte ofte om behovet for at skabe de sociale betingelser og de internationale politiske instrumenter, der er nødvendige for at skabe fred.

I optakten til og under første verdenskrig var ‘Abdu’l-Bahá optaget af at tjene menneskene i samfundet omkring sig. Han organiserede bl.a. omfattende landbrugsprojekter og afværgede derigennem hungersnød for en del af befolkningen i Haifa og ‘Akká. Hans tjeneste for folket i Palæstina blev hædret med et ridderskab fra det britiske imperium i april 1920.

I dag inspirerer ‘Abdu’l-Bahás liv mennesker over hele verden til at engagere sig i tjeneste aktiviteter, i sit eget lokale miljø både som enkeltpersoner og som del af bahá’í samfundets organiserede projekter. Det kan f.eks. være i undervisning af børn og unge, udbredelse af viden om landbrug til landdistrikter eller ved at arbejde for at skabe social sammenhæng i samfund, der er splittet som f.eks. Nordirland.

Da ‘Abdu’l-Bahá døde, 77 år gammel, blev Hans begravelse fulgt af 10.000 sørgende fra talrige religiøse baggrunde. I spontane hyldester til en beundret personlighed, blev ‘Abdu’l-Bahá lovprist som en, der førte menneskeheden til “Sandhedens vej”, som en “fredens søjle” og legemliggørelsen af “herlighed og storhed.”

100 år senere vil millioner af bahá’íer, deres venner og kontakter over hele verden mindes ‘Abdul’-Bahá og det eksempel Han har givet hele menneskeheden.

For yderligere information:
Kontakt Bahá’íerne i København

LIDT MERE OM BAHÁ’Í TROEN
Bahá’í-troen er i dag etableret i mere end 100.000 lokaliteter i stort set ethvert land og territorium. De mere end 5 millioner bahá’íer deler et fælles mål om at tjene menneskeheden. Det er et samfund, der bestræber sig på at dyrke håb for menneskehedens fremtid. Over hele verden arbejder bahá’íer, hvor de bor, for bl.a. at inkludere bøn og tjeneste for samfundet i deres daglige liv.

Interesserede kan læse mere på www.bahai.dk eller www.bahai.org

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.