Af Lise Quistgaard Raben

I tresserne var mange mennesker meget interesseret i borgerretsbevægelsen i USA. Hver dag kun-ne vi læse i aviserne eller se på TV om den ikke-voldelige kamp for lige rettigheder for den afro-amerikanske befolkning i Amerika. Vi hørte Martin Luther Kings berømte tale i Washington: ”I have a dream”. Denne tale berørte os meget. Han sagde bl .a. ”Jeg har en drøm om, at en dag vil sønnerne af tidligere slaver og sønner af tidligere slaveejere på Georgias røde bakkedrag blive i stand til at sætte sig sammen på broderskabets bænk. Jeg har en drøm om at selv staten Mississippi, en stat, der brænder i uretfærdighedens voldsomme hede, vil forvandles til en oase med frihed og retfærdighed. Jeg en drøm om at mine fire børn vil leve i en nation, hvor de ikke bliver bedømt ud fra deres hudfarve men ud fra deres karakter. Martin Luther King arbejdede efter Ghandis ik-ke-voldsprincip. Amerikas sorte borgere skulle kæmpe for deres rettigheder ved demonstrationer, marcher, sit-ins, ved at gå ind på spisesteder f. eks. som kun var for hvide, sætte sig på de sæder i bussen, som var forbeholdt hvide osv. osv. De hvide slog tilbage med vold. Mange borgerret-tighedsforkæmpere blev myrdet i den periode, blandt andre Martin Luther King og Medgar Evers, deres huse blev brændt ned, deres familier truet. Det var voldsomme år.

Al Porter var en brobygger. Han hadede ikke sine hvide medborgere for det, som de gjorde mod hans sorte medborgere, han forsøgte hele tiden at forklare, hvorfor han var gået ind i denne kamp. Al Porter ønskede, at alle skulle forstå, hvorfor de sorte amerikanere ønskede samme ret-tigheder som de hvide. Det var farligt for borgerretsforkæmperne at gå ud om aftenen, når det ar mørkt, de blev ofte truet på livet og mange af dem blev dræbt af de hvide sydstatsborgere. Men han sneg sig ofte ud om aftenen sammen med sin ven, universitetsprofessor Alan Ward for at be-søge hustruerne til nogle universitetsprofessorer i byen Jackson, hvor de boede, og hvor Ward un-derviste på det sorte universitet Lane College. En af kvinderne spurgte nervøst: ”Hvorfor gør I dette for at ødelægge vores by?” Og Porter svarede stille: ”For vores børn”. I det øjeblik skete der et mirakel. Kvinden sagde: ”Elsker I jeres børn, som vi elsker vores?” Kontakt var skabt. Ward er hvid og var efter at have fået sin doktorgrad i Ohio, flyttet til Syden, han ønskede at få en undervisningsstilling på et universitet for sorte der og håbede på at blive involveret i borgerretsbevægel-sen. Så snart han var ankommet havde han spurgt om, hvem som kunne hjælpe ham med at være med til sit-ins, marcher og protester. Kollegerne pegede øjeblikkeligt på Albert Porter, som arbej-dede som universitetets forretningsfører. ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?” spurgte Ward Porter. ”Der vil være noget hurtigere, end du forestiller dig.” svarede Porter.

De to mænd mødte også Medgar Evers, Mississippis mest prominente borgerretsforkæmper. Han kæmpede mod racemæssig uretfærdighed, f. eks. hvordan det juridiske system håndterede forbrydelser begået mod afro-amerikanere. Under samtalen med Porter og Ward sagde Evers: ”Vi ved, at jeg vil blive dræbt. De vil slå mig ihjel.” Samme år blev Evers dræbt af en kugle i ryggen uden for sit hus.

Den aften indgik Ward og Porter en pagt. Ingen af dem havde søskende, og de besluttede at de skulle være brødre, ” vores børn blev fætre og kusiner”, har Ward fortalt. De hjalp hinanden på mange måder, og de to familier blev naboer, børnene voksede op sammen. Deres mangeårige ven-skab stammede fra borgerrettighedsbevægelsen.

De to mænd foretog mange rejser sammen. De registrerede sorte vælgere og underviste landmænd i at læse og skrive. Og de blev truet på livet, deres familier blev truet. En aften i Georgia blev de forfulgt af en bil, som gang på gang forsøgte at skubbe dem af vejen ved at køre sin bil ind i deres. På en march kom en mand løbende efter Porter og satte en pistol for panden af ham. ”Skrub af. Jeg slår dig ihjel.” Porter gik roligt videre og sagde: ”Du gør, hvad du må gøre, og jeg gør, hvad jeg må gøre.” Manden stirrede på ham, og løb sin vej uden at gøre alvor af sin trussel. Porter mente, at grunden til at der ikke skete noget, var at han ikke viste nogen form for frygt. Og han var heller ikke bange, sagde han.

Al Porter var bahá’í og medlem af Det Lokale Bahá’í Råd for Little Rock i 30 år. Derudover var han medlem af utallige bestyrelser i organisationer som gjorde noget for børn og unge, som hjalp hjemløse, ældresagen i Arkansas, og han arbejdede som frivillig i mange år for ”Meals on Wheels” i Little Rock.

Jeg mødte Alan Ward til Al Porters begravelse i Little Rock for et år siden. Det var en stor ære mig at møde Alan Ward og høre Al Porters historie fortalt af hans bedste ven og kollega under borgerretskampen i USA. Jeg føler mig så heldig over at have mødt en af de stærke personligheder og hørt om en anden, der havde mod til og udsatte sig for mordtrusler og vold for at bekæmpe et ondt og uretfærdigt system – og de sejrede.