Tag-arkiv: Báb

Invitation til fejring af Bábs erklæring

Kom og vær med til at fejre Babs erklæring.

Vi sørger for et sjovt og seriøst program med skattejagt, sang, strejf af solskin (skal måske ikke tages bogstaveligt) – og selvfølgelig kaffe og kage.

Vi håber, at du har lyst til at komme og være med.

Hvornår
Søndag d. 24. maj 2015, kl. 14:00

Hvor
Bahá’í Centret, Sofievej 28, 2900 Hellerup

Du kan tilmelde dig ved at skrive til kontakt@nullbahai-kbh.dk

Arrangeret af bahá’íerne i København

Martyriet

Kasernegården
En Skæbnesvanger Dag

af
Lise Quistgaard Raben

            Hvert år den 9. juli mindes bahá’íerne Bábs martyrium, som skete under meget dramatiske omstændigheder, og vi mindes historien om, hvorledes han efter årelangt ophold i Mahku og Chihriq blev ført til Tabriz i Adherbayjan i det nordvestlige hjørne af Iran, hvor han fik en noget besynderlig rettergang og senere blev henrettet. Under rettergangen i Tabriz udtaler han med stort mod: ”Jeg er, jeg er, jeg er Den Lovede! Jeg er Den, hvis navn I har påkaldt, ved hvis navn I har rejst jer, hvis komme I har længtes efter at bevidne, og hvis åbenbarings time I har bedt Gud om at fremskynde.”

            Báb var, selvom han også var en selvstændig budbringer fra Gud, Bahá’u’lláhs forløber. Han omtalte hele tiden Den som Gud ville åbenbare, samtidig med at han skabte en åndelig revolution og gav et budskab om, at han selv var Qa’imen, den længe ventede genkomst af Den Tolvte Imam. Og Han fik tusindvis af tilhængere. Vi ved imidlertid ikke så meget om, den omtale han fik i Europa. De vestlige diplomater rapporterede til deres regeringer om tilstanden i landet, og også europæiske aviser omtalte især forfølgelserne, som fyldte meget. Den første omtale af Báb og hans budskab var i november 1845 i London avisen The Times, og der var adskillige fremstående personer, der beskæftigede sig med iranske forhold på den tid, som også omfattede begivenhederne omkring Báb og hans mission.

En af de vigtigste iagttagere af den periode i Persien er Comte Arthur de Gobineau, en fransk diplomat, der var udstationeret i Persien. Han skrev bogen: Religioner og Filosofier i Centralasien, og mere end halvdelen af den bog handler om bábísmen. Hans bog var årsag til, at flere orientalister fik interesse for at studere Bábs lære. I øjenvidneberetningen Dawnbreakers, om bábí-bevægelsens første ni år, er der enormt mange fodnoter med citater fra Gobineaus bog.

En anden var A.-L. M.Nicolas, som også var fransk diplomat i Persien på den tid. Nicolas var meget begejstret for Báb og hans lære. Han oversatte et af Bábs hovedværker, Den Persiske Bayan til persisk og skrev et omfattende værk om Báb og hans lære: ’’Siyyid ’Alí- Muhammad dit le Báb”. Han blev skuffet over bahá’íerne, fordi han opfattede, at man helt glemte Báb, da Bahá’u’lláh stod frem som Den som Gud vil åbenbare. Der blevsørget for at han fik et eksemplar af Dawnbreakers og The Dispensation of Bahá’u’lláh tilsendt,og Nicolas blev meget lykkelig, da han så, at The Dispensation of Bahá’u’lláh beskriver Báb som en uafhængig budbringer fra Gud.

En tredje person, som undersøgte og beskrev Bábs lære var den engelske orientalist, Professor Edward Granville Browne. Browne skrev mange bøger om bábísmen. Edward Browne var oprindeligt læge, men gennem sin interesse for Orienten, især Iran, blev han en højt estimeret orientalist. På grund af sin særlige interesse for Persien tog han undervisning i persisk og blev meget dygtig. Det var nærmest en tilfældighed, at han hørte om bábí-bevægelsen i slutningen af 1880’erne. Han fandt Gobineaus bog, Religioner og Filosofier i Centralasien i Cambridge Universitets Bibliotek, fordi han ønskede at vide mere om sufismen, og håbede at finde oplysninger deri. Der var imidlertid meget lidt om sufismen, men en hel del om bábísmen, som han ikke havde hørt særligt meget om. Læsningen om Báb og hans lære havde stor indvirkning på ham, og han besluttede at rejse til Persien, hanønskede især at besøge Shiráz – Bábs fødeby. Han rejste til Iran i 1887 og tilbragte et år i landet. Han skrev en bog A Year Amongst the Persians, som blev udgivet i 1893. ”I denne dejlige bog”, skriver H.M. Balyuzi, ”som utvivlsomt har en ærefuld plads blandt verdensklassikkerne, har Browne viet side efter side til de mennesker, som han kalder ’bábíerne’, skønt de på den tid i 1888 for længe siden har antaget betegnelsen ’bahá’í’. Edward Browne møder Bahá’u’lláh i 1892 i det daværende Palestina. I ”Bahá’u’lláh og den Nye Tid” kan man læse hans beskrivelse af mødet, som gjorde et stort indtryk på ham. I sin konstante søgen efter frisk materiale begyndte han at korrespondere med Bahá’u’lláhs halvbror Mírzá Yahyá, som da boede på Cypern. Mírzá Yahyá gjorde oprør mod Bahá’u’lláh, idet han ikke ville acceptere Bahá’u’lláhs stade som Den som Gud vil åbenbare. Browne besøgte ham på Cypern og af uvisse grunde, var han overbevist om, at det var Mírzá Yahyá, der havde autoriteten i bahá’í religionen og ikke Bahá’u’lláh. På trods af, at han tidligere havde været overbevist om det modsatte. Hasan Baluyzi skriver i bogen ”Edward Granville Browne and the Bahá’í Faith, at ingen vestlig forsker nogensinde har kunnet sammenlignes med Edward Granville Browne i at ”søge og bevare historien om en tros opståen og udvikling, en tro der var bestemt til, som han forudså i begyndelsen af sin fremragende karriere, at få en betydning, der kan sammenlignes med andre af de store religioner i verden.”

Andre prominente personer, der skrev om bábísmen var den engelske gesandt Justin Sheil og hans kone Lady Sheil. Justin Sheil rapporterede til sin regering i England og Lady Sheil skrev en bog Glimpses of Life and Manners in Persia, hvori hun beskriver omstændighederne omkring Bábs liv; Justin Sheil skriver en særskilt beretning om Báb.

Hvordan opfatter vesterlændingene Bábs lære? Man sammenligner den først og fremmest med socialisme og kommunisme. En mand ved navn Polak skrev en bog om Persien, hvori han også omtaler bábíerne som socialister, han skriver, at Báb har skrevet en bog, hvori han afviser Koranen og introducerer ejendomskommunisme og kvindernes fuldstændige frigørelse. I beretningerne lægges der vægt på, at velgørenhed er meget vigtig, at bábíerne skulle dele al deres ejendom, at der i bábísmen ikke findes ægteskab, mænd og kvinder lever sammen som de vil. Man må gerne stjæle andre menneskers ejendom. Ingen himmel og intet helvede, man må gerne omvende folk, men ikke bruge vold. Der var selvfølgelig mange fejl og misforståelser, som muligvis er inspireret af myndighedernes ønske om at fremstille Báb og hans tilhængere som umoralske og kriminelle.

Báb optræder også i vestlig litteratur. Hans dramatiske livshistorie gav stof til romaner, essays mm. Flere russiske forfattere, f. eks. Turgenev og Tolstoy skrev om Báb. Forfatteren Izabelle Grinevskaya udgav et dramatisk digt på fem akter i St. Petersburg, som blev opført på et af de førende teatre i byen.

Man kan dele Bábs historie op i tre afgørende begivenheder. Den første var hans erklæring overfor Mulla Husayn, der var den første, der fandt frem til ham i Shiraz. Han erklærede, at han var den, Mulla Husayn søgte efter. Betydningen af denne hændelse var enorm, fordi det der skete, var begyndelsen på en ny åbenbaring fra Gud og en opfyldelse af utallige profetier i både islam og kristendommen. Atten mennesker fandt frem til Báb i Shiráz i løbet af kort tid. Den første var Mulla Husayn, den sidste var Quddus, som var ganske ung ligesom Báb selv. Blandt dem var en kvinde, Qurratu’ul-Ayn eller Tahireh. Disse tre disciple blev meget fremstående og kunne kaldes ledere af bábíerne, indtil de alle tre ofrede deres liv for denne nye religion. Da alle disciplene havde fundet frem til Báb, sendte han dem ud i landet for at forkynde den nye tro. Han skrev en epistel til dem, hvori opmuntrer han dem til at drage afsted og forkynde denne nye religion: ”Jeres tro skal være urokkelig som en klippe, og I skal klare jer igennem ethvert uvejr og overleve enhver ulykke . . . Æns ikke jeres svaghed og skrøbelighed. Ret jeres blik mod Ham jeres Gud. . . Rejs jer i Hans navn, sæt fuldstændig jeres lid til Ham og vær forvisset om endelig sejr.”

            På meget kort tid fik han tusinder af tilhængere. Det formodes, at antallet af bábíer, da udbredelsen var på sit højeste, var omkring 100.000, ca. 2,5 % af befolkningen. De fleste konvertitter var mænd, kvinderne blev bábíer gennem deres mænd. Ulamaerne (doktorer i religion) var dominerende, hvilket står i kontrast til de første tilhængere af Jesus, som var fattige fiskere. Derudover var der mange fra basaren, der tilsluttede sig Báb, butiksejere, håndværkere, købmænd o.l. Der kan være mange årsager til den store tilslutning. Det er sandsynligt at det, at der fremsættes forventninger om messianisme, dvs. at der forventes en forvandling af verden, appellerede til mange mennesker. Der var også en stor forventning på den tid om en ny åbenbaring fra Gud. Man ventede Qa’imen og genkomsten af Den Tolvte Imam. De fleste tilhørte den shiitiske gren af islam og var tilhængere af shaykhismen, en filosofi eller en gren af shiismen som netop ventede Qa’ímen og Den Tolvte Imáms genkomst. Shaykhierne, som de kaldtes, var overbeviste om, at tiden var inde. Shaykhismen blev grundlagt af Shaykh Ahmad-i-Ahsaí. Alle Bábs 18 disciple, var blevet undervist af Shaykh-Ahmad og hans efterfølger Siyyid Kazim.

Bevægelsen voksede og voksede, og i sommeren 1848 indkaldte nogle af de ledende bábíer til et møde i Badasht. Der er dog ingen tvivl om, at bag scenen, var det Bahá’u’lláh, der dirigerede mødet efter aftale med Báb, som sad fængslet i det vestlige Iran, i Adherbayjan. Konferencen i Badasht var den anden afgørende begivenhed. Dette møde skulle vise sig at blive epokegørende for forståelsen af Bábs stade og forordninger. Det var på dette møde, at bábíerne brød med islamisk lov, og Det vakte vild opsigt i forsamlingen. Det var klart, at man ikke helt vidste, hvad Bábs åbenbaring indebar, at der virkelig var tale om en helt ny åbenbaring, hvor de gamle religiøse love ophævedes, og nye blev sat i deres sted. Flere af de tilstedeværende afsagde sig deres tro og forlod mødet. Digterinden, Tahirehs tilstedeværelse udløste stor opstandelse, da hun viste sig utilsløret for forsamlingen, der ellers kun bestod af mænd. Sammen med Mulla Husayn og Quddus var hun en af de mest fremstående bábíer. Det var uhørt i Persien på den tid, at en kvinde kunne være så fremtrædende. Hun var højt begavet, sin fars yndling, han kaldte hende Min Øjesten og ønskede, at hun havde været en dreng. Hun rejste meget rundt i Persien for at forkynde Bábs budskab især til kvinder. Det, at hun viste sig utilsløret for alle disse mænd, var et voldsomt brud på traditionen, og et klart udtryk for, at dette var en ny tid. Kvindernes stilling i shi’ih-islam var så lav, at kvinder var reduceret til dyrets stade, kun egnede til reproduktion, skriver A.L.M. Nicolas i ’’Siyyid ’Alí- Muhammad dit le Báb”. Tahirihs liv og digtning blev kendt helt til Europa, og hun bliver ofte kaldt den første suffragette.

Den tredje store begivenhed var Bábs henrettelse i Tabriz 1850. De sidste år af sit liv var Báb i fængsel først i Mahku og derefter i Chiriq. Begge i det vestlige Iran, hvor det var den sunnitiske gren af islam, der dominerede. Myndighederne håbede, at Báb ville blive glemt i dette isolerede bjergområde, og at han ville blive udsat for sunniernes fjendskab. Det var jo almindeligt kendt, at bábísmen var udsprunget af shi’ismen.

Det treårige fængselsophold i Adherbayjan var overordentligt strengt og står i stærk kontrast til den fredfyldte tid, Báb tilbragte i Isfahan hos guvernøren Manucher Khan. Shoghi Effendi (1897-1957) beskriver opholdet i Adherbayjan som det sørgeligste og mest dramatiske i hans liv. På trods af den strenge indespærring var det i denne periode, at Báb åbenbarede de fleste af sine bøger. Det var her Den Persiske Bayán blev til, hvori han fremsætter en af sine vigtigste udtalelser: ”Vel er det med den, der fæster sit blik på Bahá’u’lláhs Orden, og takker sin Herre. For han vil helt sikkert blive åbenbaret. . .”

Befolkningen var som sagt fjendtligt indstillet over for ham, men efterhånden ændredes følelserne over for den unge mand. Man kom til at beundre ham for hans blide væsen, hans beskedenhed og folk blev betaget af hans vise råd. Hver morgen inden de gik til deres arbejde, søgte de til fængslet for at se et glimt af hans ansigt, og de bad ham om at velsigne deres daglige arbejde.

Da myndighederne så, at han blev så afholdt, blev han sendt længere væk – til Chihriq – og det samme skete i Chihriq. Alle, også hans fangevogtere, begejstredes for Báb. Til sidst fandt myndighederne det nødvendigt at gøre noget ved situationen. Han blev ført til Tabriz til et meget dramatisk forhør. Og han blev idømt dødsstraf. Shoghi Effendi skriver i God Passes By: ”Et liv, der hastigt var ved at ebbe ud, et liv, der var så fyldt med et tragisk embedes bekymringer, skuffelser og svigt, bevægede sig mod sit klimaks. Den uroligste periode i den nye religiøse ordens heroiske tidsalder var hurtigt ved at nå sin kulmination.

            Hændelserne omkring hans henrettelse var meget dramatiske. Da han blev ført ud i kasernegården i Tabriz for at blive skudt sagde han: ”Ingen jordisk magt kan gøre mig tavs, førend jeg har sagt alt, hvad jeg vil sige” Da henrettelsespeletonens kugler blev affyret havde de kun ramt rebene, som Báb var blevet ophængt i, og da krudtrøgen havde løftet sig, var Báb forsvundet. Kaptajnens forbløffelse var stor, og hans mænd nægtede at stille op til endnu et forsøg på henrettelse, så et nyt regiment blev beordret til at foretage den, og denne gang blev den eksekveret af et andet kompagni soldater.

Denne ejendommelige hændelse, som meget vel kan kaldes et mirakel, blev overværet af mange vesterlændinge. Rundt omkring i Europas hovedstæder findes der indberetninger om henrettelsen og dens bemærkelsesværdige omstændigheder. Den engelske gesandt Justin Sheil skrev hjem til regeringen: ”Grundlæggeren af denne sekt er blevet henrettet i Tabriz – han blev dræbt af en skudsalve, og hans død var lige ved at give hans religion en glans, som kunne have forøget skaren af hans proselytter anseligt. Da røgen og støvet fra skudsalven var drevet væk, kunne man ikke se Báb nogen steder, og folk råbte, at han var steget til himmels – de bånd han var ophængt i var blevet sønderskudt af kuglerne, men efter nogen søgen blev han trukket frem fra sin celle og skudt.”

            Således endte et meget kort og dramatisk liv. Der findes så mange beretninger om hans liv, og der bliver ofte draget sammenligninger mellem Jesus og Báb. De var begge meget unge, da de åbenbarede deres mission, de blev begge tortureret og henrettet efter en grusom proces, deres korte liv var fyldt med dramatiske hændelser, og der fortælles utallige historier om dem. I Biblen finder vi historier og lignelser om Jesu liv og gerning, alt genfortalt igen og igen, indtil det blev skrevet ned. Der er også mange historier om Báb nedskrevet af øjenvidner. På den måde er det heldigt, at man med sikkerhed kender sandheden om Bábs historie. De berømte orientalister Gobineau, Nicolas og Browne – ikke at forglemme –, har alle meget omhyggeligt nedskrevet Bábs historie, og også udenlandske gesandter har bidraget til, at man kan læse om de dramatiske begivenheder i hans liv og gerning, som på denne måde er dokumenteret.

Kilder:
Hasan Balyuzi: Edward Granville Browne and the Bahá’í Faith
Shoghi Effendi: God Passes By
In Iran: Studies in Báb´and Bahá’í History, edited by Peter Smith
A.L.M. Nicolas: Siyyid ‘Alí Muhammad dit le Báb
Comte de Gobineau: Les Religions et les Philosofhies dans l’Asie Central